Cold Hawaii

Det er hvad man kalder Klitmøller, hvor jeg tog ud for at få et par surferfotos. Jeg måtte dog sande, at man ikke surfer på en vindstille aften som i aften. Nåmen, så kunne jeg da ligeså godt finde et sted at spise, for helt ærligt, så laver jeg noget værre hundeæde. Det blev nu ikke meget bedre af at betale en formue på den kongelig priviligerede. Men jeg fik da et rustikt måltid; det må jeg sige. Kartoflerne havde skind på, kalvefile´ten var vist kogt og så fed, at det måtte være file´ten fra en fedekalv. Topping var en “dusk-et-eller-andet” plukket i reservatet, tror jeg. Nåhmen hkh Drg. Margrethe var tilfreds, kunne jeg læse i den lokale sprøjte, og så må jeg vel også være det.
 
iPhone-foto; bemærk de søde krammer-salt&peber-bøsser i baggrunden:

Pænt er der ikke længere i Klitmøller, hvor jeg har trådt mine barnesko og tilbragt utallige ferier hos tante Karen, hvor jeg ikke måtte passe iskiosken og heller ikke få en is. SÅK. Man cementerer promenaden (grå cement sku) så surferne kan få selskab af skaterne og rulleskøjtefolket.

Jeg mødte smukke Malene som ikke ville fotograferes, men som dog kunne anbefale mig at læse bogen “Pigen i spejlet” en hårrejsende og rørende historie om en far der misbruger sin datter. Autentisk! Faren som jeg i forrige årtusinde tilbragte utallige timer sammen med omkring vores fælles interesse for musik. Banjo, mandolin, guitar, trompet, harmonika. Man kan ikke se folk længere end til tænderne.

Jeg mødte Flemming Rask med kone og hund. Han ville vel have foto af solnedgangen. Kedelig himmel uden skyer. Kl. 22:30 sank solen i havet.