Genvex

Da vi i sin tid fik skiftet vinduer og døre fik vi det problem at huset blev alt for tæt. Om vinteren skulle vi nærmest have døre og vinduer stående på vid gab morgen, middag og aften for at slippe af med fugten. Vi besluttede derfor at få installeret et Genvex-anlæg. Og jeg skal da lige love for at det hjalp.  Nu kan vi dampe på badeværelset for lukkede vinduer uden der så meget som kommer dug på spejlet. Det er supereffektivt og man kan selv bestemme, hvor mange gange i døgnet man vil have udskiftet luften. 

I starten havde jeg problemer med indtørrede slimhinder. Mine kontaktlinser klistrede fast på øjeæblet og så frøs jeg. Som en bette hund i en tynd snor. Vi fik så anlægget koblet på fjernvarmeanlægget og efter lidt finjustering fungerer det perfekt. Dog blev jeg skuffet over, at man ikke kan styre anlægget via pc (man kan godt, men det kræver opsætning af følere og koster en mindre formue). F. eks. er der en indikator der blinker når der skal skiftes støvfilter, så foranlediges man til at tro at mængden af støv måles, men det viser sig, at den blinker med et vist dagsinterval. Jeg kunne godt have ønsket mig alskens fancy edb-overvågning og statistikker, men på trods af forældet teknologi er det en af de bedste investeringer vi har foretaget.

Kylling

Vores mågeunge (nu teen-ager) på Mondo har fået nyt kælenavn: Kylling. Vi har købt en tennisbold til ham, så han ikke skal gå og kede sig, for han har været noget ensom, siden han åd sine søskende. Da vi smed bolden ud til ham, blev han så perpleks at han næsten glemte, at han endnu ikke kan flyve. Det varer dog ikke længe inden han får styr på det. I skrivende stund fungerer det flade tag udenfor mit vindue som start- og landingsbane til hans kluntede forsøg. Sjovt ser det ud og inden længe mestrer han kunsten.  

Når vi nu alligevel…

Når vi nu alligevel var i hovedsteden, og når vi nu alligevel gik lige forbi mærkevarebutikken “Georg Jensen” på Strøget, og når vi nu alligevel skulle købe en gave, kunne vi da ligeså godt gå derind. Så slap vi for at jagte varen i Thisted eller Nykøbing, hvor vi normalt køber den slags.

Vi stod længe i kø, men betjeningen fejlede ikke noget da det endelig blev vores tur. Næh, det var først da vi skulle aflevere gaven, vi fik en lang næse. For selv om vi havde købt “Georg Jensen” var det “Arne Jacobsen” der lå i æsken da gaven blev åbnet. (Ikke de bemeldte herrer forståes, men bestik) Byttemærke var der på med byttegaranti i hele landet, men jeg synes nu alligevel det var ærgerligt at skulle køre de 50 km Thisted/retur, så jeg greb knoglen og fik fat på ekspeditricen, der heldigvis i et snuptag tilbød at sende den rigtige vare med frankeret returemballage.

Vildsund Marked

I torsdags var sidste frist, hvis vi skulle nå at besøge Vildsund Marked i år. Vejret havde været fint hele dagen, men hen under aften begyndte det at støvregne. Vildsundbroen er et yndet motiv og jeg fik da også et par stykker  i kassen.
Just love the way you are 🙂 no matter what…..

Den bette Simon ville gerne bæres, for så kunne han bedre se. Her er det farmand, der iøvrigt fyldte 30 år, der bærer. På et tidspunkt var det så min tur – altså til at bære, men det var vist ingen succes, for som han sagde: “Bedstemor, det er du altså ikke ret god til. Du er for lille.” Jeg kan kun give ham ret; det er begrænset, hvad man får at se når man er 1 1/2 meter.

New style for hair…

…..and sunglasses.

UIUI

Vi troede at brandbiler sagde “babu-babu” – men belært af barnebarnet Simon er vi blevet klar over, at det ikke er tilfældet. De siger “UIUIUI” for han har selv været på besøg på en brandstation. Tænk at have en brandbil der kan række tunge og skyde med sæbeblobler sæbebobler.