Opdatering WP

Jeg har truet til det længe. Opdateringen. Af WordPress. Men først krævede mit template en opdatering for at være kompatibel….. og som frygtet gik der ged i det. Altså konstaterer jeg at den gennemsigtige sidebar ikke længere er gennemsigtig, undersiderne i galleriet, kramboden og på edb-siden er væk og ikke at forglemme; min “pæne” blonde sitter forkert, og det kan vi jo ikke have, nej der må være en kant.

Statistik

Efter at have givet tilladelse til at mit site bliver fundet af søgemaskiner, har jeg haft mange  engangsbesøgende der er smuttet af igen, fordi de ikke fandt hvad de søgte. Derfor er min afvisningsprocent i Google Analytics steget en del. Men det er nu sjovt at se nærmere på statistikkerne: 

Hvis man ser bort fra de, der decideret er gået efter at finde mig, har indlægget om Blæst Regnfrakker fået suverænt flest besøg. Det på trods af at vi haft den mest solrige sommer i mands minde. 

Det indlæg der har fået flest besøg på 1 dag var et indlæg om den internationale PI-dag. Indlægget er først lagt på kl. 14. Alligevel er der mange der indenfor ca. 10 timer fandt mit site via dette indlæg. Googles søgerobotter arbejder åbenbart med lynets hast. Imponerende!   

18 lande har været på besøg. Flest fra Danmark forståes, mens Christians US-trip har bragt Guds Eget Land på andenpladsen er det broderlandet Norge der indtager 3. pladsen, måske pga. af regnfrakkeindlægget.

Danmarkskortet ser således ud med flest besøg fra Thisted mens Glyngøre og Herning indtager hhv. 2. og 3. pladsen. Ialt besøg fra 128 byer:

Gaab…

Fyføjda for en bog jeg er kommet igang med. Blekingegadebanden. Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke fanger mig. Jeg er på side 129 ud af 432. Hvis jeg skal læse bogen færdig skal der snart til at ske radikale ændringer. Det er ellers yderst sjældent jeg ikke læser en bog færdig, men denne er en oplagt kandidat. PFLP, Sjakalen, Baader/Meinhoof, Studenteroprør, Kommunisme og Kold Krig i 60érne. Revolution. Frihedskamp. Terrorisme. Fanatisme. Maoisme versus Imperialisme. Hele forhistorien rullet op frem til anholdelserne. Altsammen kolde facts. Altsammen problematikker der den dag i dag endnu ikke er løst og aldrig vil blive løst.

Joh, jeg husker avisoverskrifterne gennem tiderne, har endda selv som teen-ager haft den berømte plakat på væggen af karismatiske Che Guevara, ligesom jeg har været i Aalborg og se en udstilling med hans fotos.

For mig er sproget mindst lige så vigtigt som handlingen i en bog. Den eneste grund til, at jeg endnu ikke har klappet den sammen.

Roen sænker sig…

….indeni. Alenetid, som jeg har nu er noget jeg nyder og sætter uhyre meget pris på. 
Ikke at skulle! Blot at være!

Ligge på ryggen i græsset og kigge op på himlen, se skyerne drive forbi, lade solen varme igennem helt ind i sjælen, høre fuglenes smukke sang, …….bølgebrus. Dufte….. mærke vinden kærtegne. Lade tankerne gå deres helt egne veje. Drømme…drive med.

Blot at synke ind i sig selv og mærke efter.

Kursus

Jeg abonnerer på en nyhedsmail fra Canon der indeholder mini-kurser og gode råd om, hvordan man får de bedste billeder i kassen. Et af kurserne hed Bryllupsfotografering med gode råd som:

  • Husk at formattere dine kort
  • Husk ekstra batterier
  • Find gode positioner at fotografere fra
  • Find gamle billeder frem og se, hvad der virkede sidst du tog bryllupsbilleder
  • Giv dig selv et nyt objektiv (de skal jo også have solgt noget)
  • ISO op i svagt lys

….and stuff like that

Det der sprang mig i øjenene var dette råd: 

  • Gå ikke i vejen for den proffessionelle fotograf

Det er faktisk et rigtigt godt råd. Det der med at der står et par stykker og fotograferer samtidig dutter bare ikke, for hvilket kamera skal de så kigge i?
Det kan nemmest gå galt.

Knæk & Bræk!

Idag drager min bedre halvdel så afsted til det høje nord i 14 dage sammen med 5 kammerater. Lystfiskeri er hans passion og de lange vinteraftener bruges på at binde de fluer, som nu skal lokke laksen på krogen. Hjemmegjort røget vildlaks – se, dét er noget der smager, og det er en spise der fuldt er på højde med russisk kaviar, i hvert fald prismæssigt, hvis man indregner udgifter til fiskestænger, rejser og fluebindingsmateriale. Og så er det endda ikke hvert år han har noget med hjem, til gengæld har han så haft det sociale samvær, som heller ikke er at foragte. Knæk & Bræk til jer!

Genvex

Da vi i sin tid fik skiftet vinduer og døre fik vi det problem at huset blev alt for tæt. Om vinteren skulle vi nærmest have døre og vinduer stående på vid gab morgen, middag og aften for at slippe af med fugten. Vi besluttede derfor at få installeret et Genvex-anlæg. Og jeg skal da lige love for at det hjalp.  Nu kan vi dampe på badeværelset for lukkede vinduer uden der så meget som kommer dug på spejlet. Det er supereffektivt og man kan selv bestemme, hvor mange gange i døgnet man vil have udskiftet luften. 

I starten havde jeg problemer med indtørrede slimhinder. Mine kontaktlinser klistrede fast på øjeæblet og så frøs jeg. Som en bette hund i en tynd snor. Vi fik så anlægget koblet på fjernvarmeanlægget og efter lidt finjustering fungerer det perfekt. Dog blev jeg skuffet over, at man ikke kan styre anlægget via pc (man kan godt, men det kræver opsætning af følere og koster en mindre formue). F. eks. er der en indikator der blinker når der skal skiftes støvfilter, så foranlediges man til at tro at mængden af støv måles, men det viser sig, at den blinker med et vist dagsinterval. Jeg kunne godt have ønsket mig alskens fancy edb-overvågning og statistikker, men på trods af forældet teknologi er det en af de bedste investeringer vi har foretaget.