VM i larm

Er der noget jeg ikke gider bruge min tid på så er det sport på tossen. Jeg ved ikke noget værre end at høre en fodboldkamp.

Skulle jeg ved en fejltagelse få mig sat foran kassen for ligefrem også at SE en kamp, har jeg utrolig svært ved at følge med. Jeg forfalder nemlig til kun at kigge på mandeben og bandereklamer.

Faen til larm, der ikke er blevet mindre af, at vuvuzelaen har holdt sit indtog.

Næh, så bruger jeg hellere tiden på at finde dimser der dutter på Internettet.  Her en Google Nexus Phone.

Nexus One er produceret af HTC, der i forvejen har Androider som Desire og Legend på samvittigheden.

Telefonen byder på en 3,7 tommer berøringsfølsom OLED-skærm med en opløsning på 480 gange 800 pixels, og et fem megapixel-kamera.

Spændende ser den ud, men til en fem-tusse vil jeg hellere have en iPhone.

Fugleudstilling

Sidste week-end måtte jeg aflyse min planlagte tur til Skarregaard Museum på Mors. I søndags fik jeg indhentet det forsømte, og det er bestemt et besøg værd. Vi var heldige at have en lokalkendt privatguide på, der levende kunne fortælle om lidt af hvert. Tiden er sat i stå omkring 1950, og det var sjovt at bevæge sig tilbage i tiden, for mange af de ting og sager der er udstillet, er noget jeg kan huske at have set som barn. 

Men fotoudstillingen i den røde bygning var det primære mål med besøget, og den levede fuldt ud op til forventningerne. En del af fotografierne havde jeg set i forvejen, men der tilføjes en yderligere dimension til fotoet, når det bliver printet i storformat og får en flot og luftig opsætning der klæder motiverne. Særdeles se-værdig udstilling som jeg varmt kan anbefale. Åbningstider: Alle dage 10-17 indtil 15. august 2010.

3 minus 2 = 1

1, 2, 3 stk æg, 1, 2, 3 stk mågeunge. På Mondo har vi døbt dem……jah….1, 2 og 3. 3 dog med tilnavnet “betterøv”

Vi har længe og spændt fulgt processen fra æg til unge, og der var feststemning da Kaj & Andrea endelig barslede med trillinger forrige weekend. I mandags undredes vi over, hvor hurtigt de voksede. Især 1 havde vokset sig stor og stærk. 3, den bette frækkert gik ikke af vejen for at slås med 1 om mor og fars opmærksomhed, mens 2, det klemte mellembarn, holdt sig for sig selv. 

Vi har fulgt hvordan de tiggede mad, hvordan de plaskede rundt i vandpytterne, hvordan de pudsede sig, legede med den grønne fiskesnørre de har tiltusket sig et eller andet sted og hvordan de forsøgsvis har basket med de endnu ufuldendte vinger. Vi har fulgt, hvordan de har snuet til langt op på formiddagen, før det behagede dem at stå ud af fjerene (læs reden). Vi har fulgt hvordan vores fine tag blev overbegjort med mågeklatter, fiskesnørre, fjer, fiskeaffald, små krebs og øvrigt redemateriale.

Iført store forventninger, kamera med 70-200 mm og lånt extender 1,4 begav jeg mig på job. Jeg havde stukket næsen op efter et par close-ups her til morgen. Men så…….snøft   😥
Idag  var der kun 1 tilbage. 2 og 3 er bukket under.
Her: 1 og “betterøv”  dapper omkring i solen, mens 2 holder sig for sig selv i skyggen.

Død som en sild ligger “betterøv” i reden, mens 1 putter sig ved siden af. 2 ligger udenfor reden helt ind mod muren, udenfor kameraets rækkevidde. Selv i døden holder han sig for sig selv.

Nordisk træskibssejlads

Ifølge Havneforum skulle 25-30 træskibe anløbe Hanstholm Havn i løbet af de næste par dage.
De aktiviteter jeg indtil videre har observeret er, at der er stillet et telt op på tværmolen. Det danske flag vajrer lystigt og der er opsat borde og bænke.

Lige nu kl. 14:35 ankommer det første sejlskib. Det er den svenske skonnert “INGO” af Göteborg.

Skulle din vej falde forbi Hanstholm for at fotografere disse smukke gamle skibe, så er du velkommen indenfor hos mig til en kop kaffe.