Small·Talk

Idag er det moderne at få lavet tatoveringer. Nogle får dem for at skilte med deres individualisme, andre får dem af den stik modsatte årsag, nemlig for at vise deres tilhørsforhold til en gruppe.

I min verden (fiskermiljøet) er det kun mænd der får tatoveringer, og de får dem for at kunne identificeres, hvis de skulle gå hen og drukne, hvad der er stor risiko for. Det er et farligt erhverv.

Jeg mindes den stormfulde januarnat i 1975, hvor den polske trawler Brda forliste i yderhavnen og 10 mand satte livet til. Ambulancer kørte i pendulfart mellem Hanstholm og Thisted, mens en redningshelikopter fra Aalborg fik bjerget 17 mand. Man forsøgte at nå de nødstedte fra en kran, men når redningsfolkene fik fat på en hånd, mistede de grebet igen, fordi sømændene var indsmurt i olie fra en lækage i trawleren.

Den vedvarende hylen fra sirenerne vækkede omtrent hele byen og alle skulle ned og se, hvad der var på færde. Det lettede ikke just redningsarbejdet, og flere havde måske kunnet redde livet, hvis folk havde holdt sig hjemme i stedet for at gå i vejen.

På det tidspunkt arbejdede jeg på Havnecafeteriet, hvor vi de efterfølgende dage kunne følge med fra første parket, når ambulancefolk kom for at samle tarme op i spandevis og ligrester, der flød rundt omkring i havnen.

Det er vigtigt at kunne begrave de døde, og det må være en utrolig stor belastning for efterladte til søfolk, der aldrig bliver fundet. Jeg ved, at jeg ville kunne forestille mig de mest makabre ting, hvis jeg stod i den situation.

Det er de barske realiteter, når man har Vesterhavet som nabo.

I dag viste “Kræn Wester” sig dog fra sin mere blide side. Utrolig flot grøn farve, der skæmmes af det svineri af ophugsskibe, som Hanstholm Havn af økonomiske årsager lader ligge og flyde i naturen. Det kan vi altså ikke være bekendt. Shame on you.