Jagten er gået ind

…..på kalk og nullermænd.

Igår gik jagten ind på de dynger af støv, der efterhånden havde samlet sig her på matriklen. Mit hus var mildt sagt ULDEN. Vi har støvet af, vasket gardiner, lofter, fodlister, gulve – støvsuget bag sofa og radiatorer – pudset og poleret diverse lamper, nips, spejle, vinduer ud- og indvendig. MUMS jeg “ælsger” at gøre rent – her dufter nu lifligt af nyvaskede gardiner.

Idag er jagten så gået ind på kalk, sæberester og nullermænd på badeværelset……så jeg får rigtig rekreeret 😉

Se vidunderet

Sådan ser vidunderet ud – det har aldrig været udenfor et studie, så der er hverken ridser eller skrammer. Med originalkvittering, modlysblænde og taske. Ja – jeg har godtnok ikke set det endnu, da det først ankommer ved 22-tiden i aften. Jeg var jo så heldig at min søn skulle en tur til København denne week-end, så han har hentet det hos sælger. Så slipper jeg også for at betale værdi- og forsigtigforsendelses-gebyr hos Postdanmark. For selv om man betaler en formue for det, så har jeg dem mistænkt for at smide rundt med pakkerne. Det har jeg i hvert fald læst om i avisen, og når det står i avisen så passer det jo nok 😉

YES!

Så blev jeg den lykkelige ejer af et 70-200mm f2,8 IS USM. Brugt godtnok…. jeg er jo ikke millionær, og som Axxx sikkert vil anføre, så bliver jeg nok heller ikke bedre til at tage billeder, bare fordi jeg har fået et nyt objektiv. Men lur mig om jeg ikke kan få nogle ok-billeder med dette objektiv. Det ankommer med fly fra København imorgen aften. Jeg er rigtignok en heldig kartoffel.

US

Min ven Christian er på dannelsesrejse i US. Han og hans rejsekammerat har oprettet en blog. Det er derfor muligt at  følge dem undervejs og se de flotte billeder han lægger op.

Talentfuld er han, knægten!! Jeg håber da, at han får lov at vise dem i fotoklubben, når han kommer hjem.

“Christian! du har jo sikkert set at du blev kåret som månedens fotograf for februar i klubben? Tillykke med det – det er da også et smukt billede, ligesom titel og det vedhæftede digt passer perfekt til motivet. Den omstændighed, at du er på vej ud i den store verden, ser ud til at have smittet af på din patriotisme”.

Week-end

Så fik jeg slæbt mig på arbejde idag… og selv om jeg er sådan lidt æh….øh, så kunne jeg mærke at mine Mondo-drenge havde savnet mig. I onsdags gav jeg det også et forsøg, men måtte hjem og på hovedet i seng igen. Nu er det så week-end, hvor jeg kan rekreere, og så er jeg frisk som en havørn på mandag.

Så kan jeg jo passende vise dette smukke eksemplar af en havørn. Havørnen hedder Margrethe og billedet er taget i Ørneparken for et par år siden…..men shyss…. fortæl det ikke til  fuglefotofolket, da det ikke er god tone at fotografere tæmmede fugle. Dette er imidlertid det bedste jeg formår. Iøvrigt synes jeg det er et dejligt foto, der dufter af sommer med de smukke gule mælkebøtter på grøn græs med komplementærfarven blå på den bagvedliggende sø.

Skat

Yes! Jeg skal have penge tilbage i skat.
kr. 238,00 dette incl. rente. Til gengæld skal min bedre halvdel af med kr. 84,00 også incl. rente, hvilket skulle give os i omegnen af kr. 154,00 at slå til Søren for. Det blir´ det rene svir. 😉

Sååå flot!

Nu har jeg ligget langs (11 dage) siden fredag i forrige uge. Jeg har fået penicillin i 6 dage og har stadig en knaldhamrende hovedpine, som forhindrer mig i at kunne lave nogetsomhelst. Det går naturligvis ikke upåtalt  hen, så  jeg har beklaget mig til lægen, da det altså endelig lykkedes mig at komme igennem på telefonen. Vi aftalte at jeg skulle tjekkes endnu engang og her er resultatet: Infektionstallene var mere end fordoblet. Penicillinkuren har altså ikke hjulpet en disse. Men imorgen kl. 13:00 får jeg  ny medicin, som vistnok nærmest kan slå en hest ihjel. Læs hvor galt det kan gå i  denne artikel.  Jeg håber jeg overlever!