Parrot

Nu skal man ikke tro at jeg har så meget teknisk snilde at jeg kan installere håndfrit sæt, men min mekaniker gennem mange år kan. Og nydeligt er det, det arbejde han laver.

Ledningerne er skjulte og mobilholderen er monteret, så der ikke er kommet den mindste ridse eller skramme på interiøret i min bette Yaris.  Samtidig er det så fikst lavet at det kan afmonteres igen, uden at nogen overhovedet kan se det har været der.

Det gik iøvrigt nemt og smertefrit med at få lært “papegøjen” at snakke dansk. Dog lyder det lidt underligt, når hun læser op fra telefonbogen, idet æ, ø og å volder problemer. Måske skulle man skrive navne ind i lydsprog!

Tjekkisk

Parrot hedder det system jeg har fået installeret i min bette Yaris. Håndfrit sæt med mute og hele pivtøjet. Stemmekommandotilgang, Crystal microfon, Bluetooth synkronisering, kompatibel med min nuværende mobillos, min iPod Touch og min kommende iPhone.  Der er bare lige en lille detalje……….den snakker tjekkisk pr. default! 

Altså må jeg igang med brugsanvisningen og se om jeg kan lære den at snakke dansk.

SMS 1880 – Navigation

Kender du det? Man skal lige besøge Hans Hansen i Haderslev. Men har man lige adressen? Nej.
Nu havde man ellers lige fået navigation i bilen, og den vil altså fordres med en adresse for at finde vej.

SEND EN SMS TIL 1880

Skriver du et telefonnummer, modtager du kort efter en sms med navn og adresse på ejeren af nummeret. Sender du i stedet navn og by – får du telefonnummeret på personen.

Hundedyrt er det! Det koster kr. 5,00 + sms-takst.

Detaljer, detaljer

Det ene fører det andet med sig. Ny bil —> ny bilforsikring.

Jeg  modtager da også hel-automatisk et brev fra mit forsikringsselskab: “Tillykke med din nye bil” – og “jow-tak-da”  Jeg skal lige oplyse et par småting omkring ønsket dækning m.v. Den nye forsikring skal såmænd bare være “magen til” den jeg havde på den gamle (7 måneder)  bil……. og det aftaler vi så.

Men jeg skal da lige love for, at jeg vågnede op da papirerne kom med posten. Samme dækning, ja – men PRISEN! kære venner PRISEN!

Lidt baglæns procentregning viser at prisen er steget med intet mindre end 67,55% 

Total chokkeret kontakter jeg min forsikringsmand og foreholder ham, at jeg bestemt ikke synes den er “magen til”.

Hertil svarer han, at
– den joda ER magen til, altså dækningsmæssigt
– og at nye biler joda ER dyre, fordi de har airbags og alting
– og at det med prisen joda bare en detalje.

Noget for noget

Det er en tradition her på Mondo, at man skal give kage når man får ny bil, så der var ingen vej udenom. Jeg måtte til lommerne. Til gengæld har drengene så beundret min nyanskaffelse. De har hængt ud af vinderne og sagt “åh, hvor er den pæn” og “ih, hvor er den smart” …og det på trods af at min lillebitte Yaris kun udgør en lillebitte brøkdel af den samlede mondo-vognpark.