Dropbox

Smart lille program der giver dig 2 GB gratis plads. Når programmet er installeret ligger det som en mappe under dokumenter. Så smider du bare filer over i boxen, og vupti….! 

Du slipper simpelthen for at fumle med usb-stick og extern HD når du lige skal have flyttet en fil fra din bærbare til din stationære eller omvendt. Du har også mulighed for at dele med andre i en public-mappe. SMART ALTSÅ! 

Ønsker du programmet kan du sende mig en mail info@minnamortensen.dk eller lægge en kommentar her, så sender jeg dig fluks en invitation (og optjener yderligere 250 MB plads i MIN dropbox)  😀

Begrænsningens kunst

…..magter jeg ikke. Hvert fald ikke når det drejer sig om at støve af og rydde op. Jeg skulle bare lige få det til at se lidt præsentabel ud her til week-enden, for der er ved at være noget ulden. Min intention var en lettere overhaling, men der går lige nøjagtig 2 minutter, så er jeg igang med det helt store…….ALT bliver sorteret, skrubbet, skuret, pudset og poleret – indeni, ovenpå, nedenunder, bagved, midtimellem og foran. Ganske som jeg plejer.

Solen skinner; alt kan ses, og selv om jeg ikke har falkesyn, så har jeg ingensomhelst-problemer-overhovedet med at se støv og nullermænd. Men for pokker da det tager tid, tid jeg hellere ville have brugt ved min pc. Hvilket leder mine tanker hen på dengang jeg støvsugede mit cd-rom-drev. Det kan ikke anbefales. Hvordan sådan en fætter er konstrueret, ved jeg ikke, men den tåler ikke at blive støvsuget. Jeg husker det, fordi jeg fik nyt cd-rom-drev og i samme ombæring en opgradering fra 1 til 2 ram. CD-rom-drevet måtte jeg selv sætte op i autoexec.bat og config.sys.
Pris: kr. 2.500.00

Ferielukket

Min blog holder ferielukket…det vil sige næsten!

Nu damper vi af til Sjælland, hvor vi skal på familiebesøg derfra videre til Sverige, så min site holder ferielukket frem til den 12. april.  Dog med den lille krølle, at jeg har pakket mit mobile 3-modem i kufferten sammen med min bærbare. Netop i Sverige er der fri data på det mobile 3-net. Iøvrigt som det eneste land i Europa. Det er nemlig hundedyrt at bruge det mobile net i udlandet, altså undtaget Sverige. Om der så bliver tid, lyst og lejlighed til at give et lille pip her indimellem, vil vise sig. I første omgang har jeg intet planlagt, men måske dukker der noget spændende op.

So ein ding…

Nikolaj Sonne! Mit store idol og yndlingstvvært har afgjort det for mig.

Jeg skal IKKE have en Kindle. Den dutter simpelthen ikke udenfor USA.
Jeg er klistret til skærmen hver tirsdag DR2 kl. 20:30, hvor Sonne er vært på “So ein ding…”  Han har sat sig ind i sagerne og giver gode råd om dit og dat. Det er mange gange nørdet stof, men uhada hvor han kan formidle….. :nerd:

Support

Kunden til HP supporteren: Min laserprinter fungerer ikke!
Supporten: Hvilken model har du?
Kunden: Det er en HP
Supporten: Ja, det kan jeg forstå, men er det en sort/hvid printer?
Kunden: Nej, den er beige

Kunden: Jeg har købt Internet og vil gerne have hjælp!
Supporten: OK, hvor langt er du kommet i installationen?
Kunden: Jeg har pakket Internettet ud af æsken.
Supporten: OK, har du koblet alle kabler til og tændt din computer?
Kunden: Computer? Jeg har ikke nogen computer, jeg har købt Internet!!

Kunden: Min computer hænger.
Supporten: Har du mange åbne vinduer?
Kunden: Nej, men døren står lidt på klem….

Lukket & Slukket


Jeg har et ambivalent forhold til Facebook. Det er vældig sjovt til at starte med, og man kan følge med i hvad der sker rundtomkring, men efterhånden drukner jeg i My Farm, Picture of the day, Little Town, Give Hearts, Horoskoper og jeg skal komme  efter dig.

Ikke 1 eneste bare “småseriøs” indlæg har jeg set i umindelige tider.

Og hva´  pokker…….. hvis man har en ven, er h*n vel en ven uanset facebook, eller hva´? 

Nu har jeg altså lukket kontoen og afinstalleret programmet på min iPod.