Spam-Jubilæum

Selv om kommentarer er noget enhver blogger sukker efter er det ikke alle kommentarer, der er lige velkomne.

Akismet er det program der holder spam-kommentarer væk fra min site.

200 kommentarer er røget i spamfilteret siden blogstart den 5. oktober 2009. Det kan man vel kalde en slags jubilæum. Ikke en eneste gang har Akismet taget fejl.

De første mange måneder fik jeg ikke så mange kommentarer, hverken spam eller ikke-spam, men da jeg lagde Google-Translation på, begyndte spammeriet at tage fart og p.t. tikker der 4-6 stykker ind om ugen. Pokker tage det!

Statistik

Det er ingen hemmelighed at jeg er til statistikker. Jeg glemte at holde bloggens 1. års fødselsdag som var den 5. oktober. Akkeja, shit happens. I stedet smider jeg lige lidt statistik på:

Siden installation af Google Analytics den 5. januar 2010 har jeg haft 4.807 besøg (16 pr. dag) af 1.463 forskellige personer fra 29 lande. Det mest eksotiske besøg er fra Honolulu, Hawaii. Uha der kunne jeg godt ønske mig hen lige nu! 15.507 hits, eller sidevisninger om du vil, er det blevet til. Absolut topscorer var den 17. oktober, dagen efter barnebarnet Liv´s ankomst. Familie, venner og bekendte skulle jo ind og se vidunderet :-D. Det gav 85 besøg. 

199 kommentarer er det blevet til, hvilket ikke er meget, hvis jeg sammenligner med andre bloggere. 150 kommentarer er røget i spamfilteret. Tak Akismet!

Topsøgeord: Man finder mig ved at søge på “Blæst Regnfrakker” eller deraf afledte søgeord. Det regner og blæser jo på disse kanter. Jeg slutter heraf at vejret har stor betydning. 17 % af alle besøgende har fundet mig via søgemaskiner, aller-allerflest bruger Google. 46% indtaster simpelthen domænet i browseren, mens de sidste 37% kommer ind via link fra andre sider. 70% er gengangere mens de sidste 30% er gået forkert i byen.

Gennemsnitligt kigger man på 3,23 sider og det varer gennemsnitligt 6 minutter og 49 sekunder. 

Nu skal man jo tage statistik for hvad det er. Husk på, at man gennemsnitligt har det godt, hvis man ligger med fødderne i dybfryseren og hovedet i ovnen.

Statistik

Efter at have givet tilladelse til at mit site bliver fundet af søgemaskiner, har jeg haft mange  engangsbesøgende der er smuttet af igen, fordi de ikke fandt hvad de søgte. Derfor er min afvisningsprocent i Google Analytics steget en del. Men det er nu sjovt at se nærmere på statistikkerne: 

Hvis man ser bort fra de, der decideret er gået efter at finde mig, har indlægget om Blæst Regnfrakker fået suverænt flest besøg. Det på trods af at vi haft den mest solrige sommer i mands minde. 

Det indlæg der har fået flest besøg på 1 dag var et indlæg om den internationale PI-dag. Indlægget er først lagt på kl. 14. Alligevel er der mange der indenfor ca. 10 timer fandt mit site via dette indlæg. Googles søgerobotter arbejder åbenbart med lynets hast. Imponerende!   

18 lande har været på besøg. Flest fra Danmark forståes, mens Christians US-trip har bragt Guds Eget Land på andenpladsen er det broderlandet Norge der indtager 3. pladsen, måske pga. af regnfrakkeindlægget.

Danmarkskortet ser således ud med flest besøg fra Thisted mens Glyngøre og Herning indtager hhv. 2. og 3. pladsen. Ialt besøg fra 128 byer:

Sladrehank

Jeg har haft besøg fra US – 15 forskellige stater. Og hvis jeg klikker mig længere ind, kan jeg se på kortet fra hvilken by.

Jamen er det ikke forunderligt, når man tænker på at alt dette kan lade sig gøre alene ved hjælp af 0 og 1-taller, som er PCéns byggesten.

De viste grafer er hentet fra Google Analytics og kan næsten tilskrives min vens rejse i US. Han har dog svigtet mig fra øst til vest på den sydlige rute fra Florida til Californien og jeg kan i princippet have haft andre besøgende fra US.

Men en lille sladrehank er denne Google Analytics!