Hamam


Det er bestemt ikke min livret dette efterårs- og vinterhalløj. Jeg kan simpelthen ikke fordrage det. Derfor sidder jeg og drømmer mig tilbage til engang jeg var i tyrkisk hamam i….. ja, Tyrkiet, såmænd. Al den tid jeg bruger foran pc-skærmen giver spændinger i nakken og ondt i øjnene. Men der er ikke tradition for hamam i Danmark, og det er en skam for det var bestemt en oplevelse der tåler gentagelse.

Efter omklædning blev jeg vist ind i et rum med en slags dampbad. Der sad jeg omkring en halv time, indtil jeg var godt svedig og alle porrerne i huden havde åbnet sig.  Derefter gik turen ind under den kolde bruser, hvorefter jeg skulle ind og ligge på “mavestenen” der er en opvarmet marmorplade. Da jeg havde ligget der et stykke tid, kom der en stor tyrker og sæbede mig ind. Han skrubbede mig efter alle kunstens regler med en kamelhårssvamp. Huden blev nærmest flået af, i hvert fald var alle døde hudceller væk efter den behandling.

Derefter gik turen over til massøren hvor jeg fik 20 minutters oliemassage.

.

Indsvøbt i håndklæder fra top til tå, blev jeg ført over til receptionen hvor de bød på velsmagende æblethe. Her kunne man sidde og slappe af og rigtig mærke den velvære der spredte sig overalt. Efter sådan en omgang føler man sig som født påny. 

Se, dét kunne jeg trænge til lige nu.

Tak for din interesse :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.